Tidens største mangelvare er tid

John Engelbrecht

FUTSKO TIL ALLE FARTDJÆVLE!

Den stigende acceleration af hastighed i menneskenes liv og i samfundet som helhed er uden fortilfælde. Vi står overfor en hastighedsforøgelse, som taler sit tydelige sprog med stress og udbrændthed og ADHD (attention deficit hyper activity disorder), dvs. manglende opmærksomhed og hyperaktivitet på samme tid.

Mange børn og unge har 12 tv-kameraer kørende inde i hovedet på samme tid. Hvilke konsekvenser får det? For skolen, familien, samfundet, arbejdet, kærligheden, fremtiden etc.? Der findes næppe det område, som ikke vil live berørt af det. Jeg hørte en langsom pølsemand sige til en fortravlet kunde: ”Hvad skal der på?” – Så svarede kunden: ”Fart på!”

HURTIGHEDENS DÆMONI

Selvom hurtigheden også  har sin skønhed, elegance og ekstase, så er det mest skyggesiden vi oplever, f.eks. i trafikken i form af ”road-rage”, ”vej-vrede”. Eksempelvis en håndværker, der kyler sin hammer gennem vinduet i en anden bil i vrede. Eller det fænomen at hvis man holder den lovpligtige afstand til forankørende bil, så kan man være sikker på at sakke meget agterud, for folk kører simpelthen ind foran èn uafbrudt. Den venlige og høflige bilist bliver stadig sjældnere. Der bliver mere aggression, frustration og desperation. Hurtigheden er en god tjener, men en farlig herre. Kontrol-, beherskelses- og herredømme-tænkningen må afløses af en mere følelsesmæssig-, social- og økologisk intelligens. Det handler ikke om at tænke noget andet, men at tænke på en anden måde. Som Servan-Schreiber siger: ”Vi er handlingens hurtigløbere, men vi har ikke vejr nok til overvejelsens udholdenhedsløb”.

AT TØVE ER AT TÆNKE

Det var K.E. Løgstrup der sagde: ”At tøve er at tænke”. Når vi går ned i omdrejninger, åbner der sig en hel anden horisont. Her bor det tøvende, det undrende, det tvivlende, det spørgende. Her kan tanken blive frugtbar, hvis man giver sig tid til at blive åndeligt gravid.

Koen har 4 maver. Når den spiser en græsklump, så går den først ned i den første mave, og så op igen og så ned igen, før den går videre til næste mave. Den fordøjer en græsklump 8 gange. Derfor lyder det kloge gamle råd : ”Lær at tygge drøv”. Vi må lære at fordøje vore indtryk, og ikke bare forhastet kaste os ud i det ene aktivitetsvanvid efter det andet. Som jeg hørte en dreng sige til sine forældre på Læsø i sommers: ”Nu har jeg prøvet alt, hvad der er at prøve på Læsø, så nu kan vi godt tage hjem”.

AF-FLUENZA

En amerikansk bog fortæller om den moderne tids syge, ikke

in-fluenza, men af-fluenza, som betyder overflods-sygdom.Vi får mer og mer af det, som vi har mindre og mindre brug for.  Vi raser med svimlende fart gennem livet. Oplevelsesøkonomien har erstattet den gamle nøjsomhedsfilosofi.

I min barndom kendte jeg en dame, som fik mest muligt ud af alting. Alt kunne genbruges. Hun gemte julegavepapir, bånd, glaskrukker, ting og sager, poser, elastikker, ja, alt muligt. Hun havde den mest gennemførte bæredygtighedsfilosofi, der kunne tænkes, længe før ordet blev moderne.

Der var knaphed på alt, og derfor gjaldt det om at behandle alt med omhu og respekt. Da hun døde for nogle år siden, fandt børnene fyldte marmeladekrukker med nøjagtigt angivne årstal på i kælderen. Årstallene rakte helt tilbage til vor barndom! Der stod de så de tavse monumenter som minde om en tid, der var, før køb-kassèr- og-smid-væk-samfundet opstod i 1970-erne.

NÅR VIDEN BLIR  TIL VARE, VARER VIDEN IKKE VED

Nu er informationssamfundet over os, og har været i en del år. Således stod der at læse i Weekendavisen i år 2000:” I modsætning til tidligere, da vi kun vidste lidt, men kunne bruge det til meget, ved vi nu en masse, som vi ikke kan bruge til noget”. Førhen var viden magt. Men nu kan man tage skade af at vide alt for meget på alt for kedelig en måde.

Den døde kundskabsmasse kan vokse, uden at der sker personlig vækst. Det fik medieforskeren Neil Postman til at sige, at ”mængden af information er ligefrem proportional med graden af dumhed”. Selv siger jeg lidt spøjst, at når viden blir til vare, varer viden ikke ved. Så har vi de moderne ”videvarer”. Derfor må vi finde den viden, der varer ved, og det er vedvarende viden, som er visdom, nemlig den viden der har poesi, moral og skønhed i sig.

JO MERE EFFFEKTIV, JO MERE REFLEKTIV

Den moderne overtro på effektivitet, kaldet effektivitetsmyten, leverer et alt for forsimplet og forenklet billede af virkeligheden. Balancen eller modpolen til det effektive er det reflektive. Men industrisamfundets opkomst bygger på den amerikanske rationaliseringsekspert Taylors råd til enhver virksomhed, der ville have succès, at lære følgende 6 nøgleord: rationalisering, specialisering, effektivisering, maximering, standardisering og koordinering. Men hvad der gælder for maskiner, gælder ikke nødvendigvis for mennesker. Det tog det 100 år at finde ud af!

Skolen er fortsat spændt for af denne effektivitetstænkning, og de negative sider heraf hedder: skyklaps-ekspertise, fag-idioti, funktionelle analfabeter, kognitive patologier, standardiseret dannelsestab og opdragelse til dumhed, lavkreativitet og livskvalitets-nød, eller hvis jeg skal sige det filosofisk: Aldrig har vi vidst så meget og været så ulykkelige. Aldrig har vi været så kloge og haft så ringe sans for visdom. Aldrig har vi haft så megen magt og været så magtesløse, når vi tænker på alle de kræfter, vi har sluppet fri.

Exupery, som skrev ”Den lille prins”, siger et sted: ”Vi er ikke sat her på jorden for at veje og måle børnenes samlede sum af kundskaber, men for at glæde os over deres evne til at stige opad”. Eller som T.S. Eliot siger:

”Where is the life we have lost in living?

Where is the wisdom we have lost in knowledge?

Where is the knowledge we have lost in information?”

Skolernes vigtigste opgave er at dæmme op imod vidensforureningen I vor tid, men hvordan? Ved at besvare følgende spørgsmål: ”To what nation do you belong? I-magi-nation!” Vejen hedder fra information til imagination. Genfortryllelsen af vidensbegrebet. Kan du tænde dit indre poetiske fjernsyn , eller er der sort skærm? Vi skal lære at tænke rigtigt, ja, men også at lære at tænke vigtigt.

FRA AT TÆNKE RIGTIGT TIL AT TÆNKE VIGTIGT

Vi kan ikke ændre vor tidsforståelse og lære at blive de første tidsfrie mennesker i verden, hvis ikke vi ændrer vor tænkemåde. Når vi begynder at tænke vigtigt, så opdager vi, at det er ikke for lidt tid, vi har, men for meget tid, vi ikke bruger godt nok. De to tænkemåder går helt tilbage til Aristoteles og Platon, men fra 1500-tallet vinder den blå viden i form af teknisk, økonomisk og rationel viden over den røde viden i form af poetisk, religiøs og moralsk viden. Naturvidenskaben bliver den største autoritet. De sidste 500 år er denne tænkemåde blevet rendyrket som objektiv tænkemåde, dvs. den må være løs af værdier for at være objektiv, altså værdi-løs.

Ved årtusindskiftet 2000 spurgte eksperter folk, hvad det vigtigste ord ville blive i det nye årtusind, og valget faldt på ordet ”værdier”. Værdier er det, der gør livet værdifuldt, værdigt og værd at leve. Værdier er vigtige for vor kultur som retningsgivende pejlemærker. Uden værdier kan vi slet ikke navigere i tilværelsen.

Vi har brug for en ny og tredje tænkemåde, der integrerer de to andre. Det forudså Leonardo da Vinci, Niels Bohr og Albert Einstein. Det har jeg skrevet om i bogen ”Livsmod og langsomhed”. Denne brobygning mellem den økonomiske og den økologiske tænkemåde kan alene føre til en global verdensvid økologisk ansvarlighedstænkning funderet i en respekt for mangfoldigheden af livsformer og kulturer på hele kloden.

FORSTANDEN ER SKARP, FORNUFTEN ER DYB

Prisen for at vinde denne skarphed i tænkningen er, at den må fraspalte følelsesmæssig, social og spirituel intelligens, altså alt det, der giver dybde, sammenhæng og mening. Finanskrisen er et godt eksempel på, at hvis du kun vil regne den ud, så forregner du dig. Så kender du prisen på alt, men ikke værdien af noget som helst. Jeg blev faktisk hidkaldt til finanssektorens uddannelsescenter for at uddanne kommende bankdirektører i sammenhængen mellem etik og økonomi.

Den skarpe tænkemåde fremstår kun skarp ved at fraspalte alt det kvalitative. Den bygger på forstanden og betjener sig af begreber, data, signaler, tegn og den mindste informationsmængdeenhed, som hedder bits. Forstanden dissekerer, pulveriserer, fragmenterer og analyserer. Den dybe tænkemåde bygger på fornuften som betjener sig af ideer, som den sammenføjer i synteser, overbliksdannende og indsigtsgivende.

Vi har altså forstanden som venstre- hjernehalvdels kognitivt, voluntaristisk, stringent, eksakt, præcist, kontant og markante tænkemåde, mens højre-hjernehalvdels emotionelt, vegetativt, drømmende og tilbageskuende erindringsevne kaldet fornuften er den sammenhængsskabende kraft, det meningsgivende og betydningsbærende, altså alt det, der giver indhold til at udholde tilværelsen.

Fornuften bygger på fantasi, følelse, fordybelse, fortryllelse, forundring, fascination, det frugtbare, flertydige, forskelligartede, festlige, fornøjelige, frydefulde og forbavsende. Hvor stor er din forbavselseskompetence, dit nysgerrighedspotentiale og din evne til at få en lys idè?

Ja, det afhænger faktisk af din evne til at få begge hjernehalvdele til at spille sammen komplementært og komplekst. Det, der er sket de sidste 500 år, har også haft en pris, nemlig at fornuften er gået fra forstanden, og derfor må forstanden komme til fornuft igen. Det hedder tidsskifte, hamskifte. Tiden skifter ham ud med hende. Sophia vender tilbage, filosofia. Det, som var først, kommer til sidst. Fra magi til imagination.

NEUROMUSKULÆR FLEKSIBILITETSTRÆNING

Min erfaring og forskning viser, at mange moderne sundheds- og lykke-teorier, kreativitets- og flow-modeller stort set siger det samme. At det er vigtigt at lave glædesbølger i dagligdagen, bølger af opbyggende energier, neuromuskulær fleksibilitetstræning, kognitiv fitness, åndelig jiu jitsu, mental aikido, økologisk samba. Vi må til at lære at tænke helhjernet som nye tidsfrie mennesker, der mestrer flertidighed, d.v.s. kunsten at leve i fortid, nutid og fremtid på samme tid. Det polyperspektiviske menneske udvikler nye briller at se på verden med, nye kvalitative oplevelsesmåder i forhold til tid, rum og jeg.

Børn tænker ikke på den tid, der er gået, eller den tid, som kommer. De nyder øjeblikket. Men når vi voksne presser vor tidsforståelse ned over børn, og glemmer, at tid er liv, så bliver børn eksistentielt syge. På grund af mangel på ægte nærvær og tid bliver børn i stigende grad opmærksomhedskrævende og stressede. Slow food, travel slow og citta slow er en del af en ny global modkultur, der sætter opmærksomhed og nærvær i højsædet.

FRA SIGNAL TIL SYMBOL, FRA REFLEKS TIL REFLEKTION

Der vil gå et skel i fremtiden mellem signalmennesker og symbolmennesker, altså mennesker, der kan symbolisere, danne sig billeder, tyde og tolke, aflæse og afkode, og de mennesker der ikke kan. Skellet vil gå mellem et blot og bart rubricerende intellekt og et egentligt vurderende intellekt. Jo bedre vi er til at sortere i informationsstrømmen, jo rigere et liv vil vi få, ligesom det modsatte også er tilfældet.

Hvis det hurtige, overfladiske og flimrende vinder over det langsomme og evnen til at fordybe sig, så vokser ADHD-samfundet. Langsomheden er en ny global modkultur, en ny tidskultur. Hvordan kan man skynde sig langsomt for at nå at blive hurtigt færdig? Det kan man ved at blive et moderne højhastighedsmenneske med jysk sindighed og elegance, quick, slow, flow.

Det kan man ved at have tre gear i gearkassen, det hurtige og det langsomme koblet sammen på en aldrig før set historisk måde, så et tredje gear, en tredje bevidsthed, en tredje tænkemåde rummer løsningen. Den findes også forklaret i flow-teorierne, som evnen til at være kvik og naiv på samme tid, at koble fantasi og realisme, ved at lege dybt alvorlig, ved at drømme men med vågne øjne, ved at stikke fingeren i jorden og gå med hovedet i himlen på samme tid.

NYE ROLLEHEFTER TIL ALLE JORDENS BØRN OG UNGE

Hvordan bliver børn kreative, musiske og hele mennesker? Hvad giver næring til læring? På vej ind i den kreative tidsalder bliver fantasi fremtidens vigtigste råstof. Kreativiteten er skolens egentlige formål, og fagligheden et middel dertil. Den ny viden om barndommen som kreativitetspotentiale viser, at man kun kan lære i samme grad, som man kan lege.

Eftersom industrisamfundets videns- og dannelsesbegreb i stigende grad er forældet, må vi åbne porten til en genfortryllelse af vidensbegrebet, så informations-overflod og værdi-vakuum erstattes af innovation og en kreativ drømmelogik. På vej ind i følelses-, oplevelses- og drømmesamfundet er legen i læringen et centralt begreb. Det legende menneske er vor tids vigtigste konkurrenceparameter. Væredygtighed og læredygtighed er forudsætning for bæredygtighed.

Men når samfundet skamrider videnskapaciteten på bekostning af forundringsevne og reflektionskompetance, så tørrer kreativitetens kilder ud med det til følge, at mange skoler og uddannelsessteder står med ryggen til fremtiden og uddanner til fortid. Hvis evnen til at reflektere, indgå i frugtbare relationer og skabe mening og sammenhæng i sit liv er alfa og omega for ethvert barn, så må vi satse meget mere bevidst på at udvikle færdigheder i den retning.

De nye læreprocesser og fortællemåder viser, at man skal være grebet for at kunne begribe. Derfor tilhører fremtiden de kreativt legende og nysgerrigt eksperimenterende og undersøgende. Men forudsætning for det hele er en ny fordybelseskultur, som er i stand til at skabe en ny tidspolitik for familien Danmark.

I det stressfrie samfund bliver fremtidens vigtigste værdi: tiden. Når vi opdager, at retningen er vigtigere end hastigheden, at kun den vej, der har et mål, er en sand vej, så forstår vi, at hvis du lever livet i overhalingsbanen, så er der størst chance for at nå hurtigst frem – til vejs ende! Men livet er ikke en motorvej fra vugge til grav, men en rasteplads i solen…

FORDYBELSE KRÆVER LANGSOMHED

Hvorfor skal man gå langsommere, når man er sammen med børn? Fordi de har kortere ben! Ja, det er nok sandt. Det er den fysiske side af sagen. En mere dybtgående forklaring kunne være, at børn har en omvendt bevidsthed af voksne. Hos børn går tiden ikke. Den kommer.

Hvis voksne går løs på børn med alt for højt et tempo, så presser vi voksenverdenen ned over børns verden og bevirker i værste fald en alt for tidlig voksenisering og intellektualisering med det til følge, at barndommen skrumper ind og forsvinder. Derved indsnævres den mulighedsverden og det kreativitetspotentiale, som ellers kunne blive fremtidens innovative byggekraft.

”Hurtigheden er proportional med glemslen. Langsomheden er proportional med erindringen”, siger Milan Kundera. Eller som jeg selv siger det:

Børn skal have lov til at være.

Unge skal have lov til at lære.

Voksne skal hjemmet bære.

Og de gamle skal man ære.

INFORMATIONSSAMFUNDETS TIDS-ACCELERATION

Med informationssamfundets fremkomst får vi samtidig den hurtige tid. På den ene side en velsignelse, for jo hurtigere jo bedre. På den anden side rummer den en forbandelse i form af stress, jag, det hektisk febrile uro-vækkende turbo-samfund med en overfladebevidsthed, hvor man skøjter hen over tingene. Det skaber en flimmer-bevidsthed med konstante afbrydelser, som stjæler, invaderer og bortleder vor opmærksomhed. Det stigende og foruroligende antal børn og unge, som rammes af stress, taler sit tydelige sprog.

Men hvem vinder, når hurtig og langsom tid møde? Det gør den hurtige. På den anden side så bliver der mere og mere af alting, ja, en eksplosion af valgmuligheder, af viden og information. Men det er kun noget positivt, hvis mennesket har gode filtre, der virker som indbyggede værdier og forbilleder med en social og kulturel udviklet dømmekraft, som sætter mennesket i stand til at skelne mellem overflade og indhold, mellem skidt og kanel eller mellem væsentligt og uvæsentligt.

EN NY FORDYBELSESKULTUR

Hvem beskytter den langsomme tid, hvor fordybelsesevnen udvikles? Hvordan hænger tid og pædagogisk kvalitet sammen? Er det ikke skolens fornemste opgave at lade børnene selv eje tiden, så der bliver tid til fordybelse, nærvær og sans for stilhed og enkelhed, altså at tiden bliver tilgodeset på børnenes præmisser? Har vi råd til det, eller har vi råd til at lade være?

Hvordan fremmes et miljø, hvor tidsrøvere og de bratte afbrydelser bandlyses, og erstattes af fredfyldte pauser, oaser og åndehuller med plads til at udvikle fantasi og forundrings-evne i en positiv forventningsspiral? Hvordan får vi lært børn det helt basale: Se dig for! Tænk dig om! Og handl klogt og kærligt!

Vi må give barndommen og den langsomme tid tilbage til børnene. Vi må alle lære at skaffe os glædespauser, frizoner og fristunder i dags- og ugerytmen, frikvarter, pusterum, afslapning, opladning og oplivning

En ny fordybelseskultur kræver både forstand og fornuft, både know how og flow how. Er det mon skolens allervigtigste opgave? Jeg tror det. Hvis ikke skolen besinder sig på det, så står den med ryggen til fremtiden og uddanner til fortid. Men det er jo først med ryggen mod muren, at vi aner skriften på væggen.

John Engelbrecht (f. 1947), mag.art, foredragsholder, forfatter og filosof, manden bag drivtømmer-kunst-udstillinger med langsomheds-ord og fortællerskibet jagten ”Nordstjernen” fra 1872 i Middelfart, og en bog, der lige er udkommet om ” Livsmod og langsomhed”.