En natursti er åbnet i et underfuldt område. Læs min tale til åbningen her:

NATURSTIEN VED ØSTENGAARD

Tillykke med den nye natursti som i sig selv har en rig variation af meget forskellig natur. Der er ’bjergbestigning’ i en behagelig udfordrende stigning op til udkigstårnet, som giver et fantastisk panorama med udsigt over hele herligheden. Der er broer, trapper og plankestier, og det fortryllende og spændende kildevældsområde med fontæne- og springvandslyd af de mange klukkende kilder og vandløb. Det gamle dambrug er blevet forvandlet til en smuk sø som et led i dette store naturgenopretningsprojekt, som har strakt sig over flere år.

SKOVEN SOM OASE ELLER FITNESSHELVEDE

Naturen er i kraft af sin egen tiltrækning populær som aldrig før. Den drager folk til sig i langt højere grad end sportspladser, biblioteker og teatre. Undersøgelser viser, at den voksne dansker typisk aflægger mindst 10 besøg af sammenlagt 30 timeres varighed alene i skoven i løbet af et år, og at populariteten er kraftigt stigende. Skoven er en vældig rekreativ oase, hvor folk stresser af, lader op og nyder stilheden og naturen. Især stilhed er en af de højt prioriterede bevæggrunde, samt interesser for planter og dyr.

 Men kun 7 % af de 200.000 hektar skov forvaltes i dag med sigte på den ”stille” gæst. Netop fordi vi lever i et højhastighedssamfund, har vi brug for langsomhed og fordybelse. Der var for nogle dage siden i Politiken en artikel om, at hvor vi plejer at synge ”I skovens dybe stille ro”, så må vi nu til at sige ”I skovens dybe fitnesshelvede”. Danmarks natur både kan og skal øge danskernes sundhed, mener regeringen. Derfor har Miljøministeriet udråbt naturen til ”Danmarks største fitnesscenter”, og en mangfoldighed af faciliteter skal lokke danskerne ud i den. Det nævnes i artiklen, at statsskovene gennemskæres på kryds og tværs af spor, stier, baner og ruter til alle tænkelige former for fitnessforøgelse med slankeløb, motionsløb og mountainbikes. Der er meget positivt i alt dette, men det kan selvfølgelig gå ud over dem, der kommer for naturens egen skyld.  De får kvaliteten af deres oplevelser forringet.

 Så meget desto mere er der grund til at glæde sig over den nye natursti her ved Østengaard. Det er en stor glæde, at stien åbnes for at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen, og således være med til at fremme sundheden ved at forbedre mulighederne for oplevelser i naturen.

SUNDHEDEN

Sundheden ligger i bevægelsen, så derfor skal vi bevæge os og blive bevæget. Vi skal røre os og blive rørt. Den bedste motion i verden er den, der gøres med glæde, så er det både motion og emotion. Sundhed handler også om at få det indre og det ydre til at spille sammen på en harmonisk måde. Jo mere effektiv, jo mere reflektiv. Hvis vi skal blive sunde, må vi sunde os, dvs. tænke os om og skabe plads til at opleve i dybden.

Idræt og motion er oppe i tiden. Måden danskerne dyrker idræt på, og de steder, de gør det, ændrer sig i høj grad med tidsånden. De aktuelle idrætsmønstre handler om fleksible organiseringsformer, iscenesættelse af kroppen og en materialistisk holdning til kroppen til at opnå sundhed, skønhed og status.

 Men der er også strømninger i retning af en mere ’økologisk’ dyrkelse af kroppen, hvor naturen står i høj kurs. Løb, vandreture, fitness, svømning og gymnastik er de mest populære idrætsaktiviteter blandt voksne sammen med fodbold og håndbold for børn mellem 7-15 år. Hos de voksne idrætsudøvere flytter idrætten i stigende grad ud i naturen som den største arena for voksnes idrætsdeltagelse. Wellness rykker udendørs, idrætsudøvere lancerer outdoorfitness og vinterbadeklubber boomer. I naturen kan man forene idræt med frisk luft og en afstressende atmosfære, som giver mening og indre ro midt i en travl hverdag

Dansk Vandrelaug udgav i 2005 en bog der hedder ”Fodnoter. Træk af vandringens historie”, hvor der omtales mange spændende ting. Alle har et natursyn og et forhold til naturen. Vort syn på naturen er dannet gennem en lang historisk proces kulminerende med industrisamfundets natursyn, hvor mennesket opfattes som vilkårlig enehersker over naturen. I 1980erne dukkede et par nye ord op, nemlig biodiversitet og naturgenopretning.

NATURGENOPRETNING

Overalt i naturen er der eksempler på menneskets indgreb i naturen, som har voldt problemer, f.eks. ensidig skovfældning, superintensiv dyrkning. I praksis har naturgenopretning været mange ting spændene over fænomener som retablering af små vandhuller, frilæggelse af kystnære områder, kunstigt åndedræt til skadede søer ved direkte ilttilførsel, hævelse af vandstand i drænede vådområder, tilplantning af sandede jorder. Naturgenopretning tilgodeser således naturen, men også menneskets samspil med naturen i form af den måde, vi bruger naturen på til afslapning, leg, fordybelse, udflugt, vandreture, motion.

BIODIVERSITET

Biodiversitet handler om de økosystemer, der er hele grundlaget for menneskets eksistens, og handler om alle arters ret til at eksistere. Men verdens arter og økosystemer bukker i disse år under for overbelastning. Vi befinder os ifølge forskerne midt i en global masseudryddelsestid. En femtedel af klodens arter er truede af udryddelse og forsvinder med en hastighed, der er op til 1000 gange hurtigere end tidligere. Vi mennesker har brugt havet som vor losseplads og floderne som kloakker. Vi har overgødsket med næringsstoffer, og det er gået ud over vandmiljøet. Men heldigvis er miljøpolitikken ved at blive taget stadig mere alvorlig også internationalt. Der er mange positive bestræbelser på at udvikle en global og verdensvid økologisk ansvarlighedstænkning funderet på en respekt for mangfoldigheden af livsformer og kulturer på hele kloden. Det lokale og det globale må gå hånd i hånd.

BIO-INVASION

Et af de nye ord er bio-invasion, som handler om risikoen for at indvandrede arter kan true de allerede eksisterende arter. Det er en trussel som til dels skyldes tidens høje grad af mobilitet og transport og eksport på tværs af alle grænser og nationer. Da Kaj Munk i poetisk uskyld skrev sin sang om ”Den lille anemone”, som han tog med fra Lolland og plantede i Vedersø i Vestjylland, tænkte han ikke på truslen om bio-invasion. Men hvis det nu havde været en bjørneklo, så sagen måske anderledes ud!

INSPIRATION FRA THOREAU

Henry David Thoreau, en for længst afdød amerikansk filosof, har skrevet en tidløs og vidunderlig bog om at vandre. Han fortæller, at det engelske ord for at strejfe om eller slentre hedder ”sauntering”, og er afledt af dagdrivere som i middelalderen bad om almisser under påskud af, at de ville vandre a la sainte terre, til det hellige land. Andre ville måske aflede ordet fr sans terre – uden land eller hjem, en hjemløs landstryger. Men vandringens filosofi har været kendt i årtusinder. Grækerne havde en skole for de vandrende filosoffer og herhjemme er Søren Kierkegaard og Ludvig Feilberg kendt som vandrende filosoffer. Thoreau skrev også kultbogen ”Livet i skovene”, om at flytte ud og bo i en hytte langt ude i naturen.  Han er virkelig værd at lytte til. Prøv at høre, hvad han siger om det at vandre:

”Selv kan jeg ikke holde mig indendørs blot en eneste dag uden at der sætter sig rust på mig. Og når jeg engang imellem har sneget mig ud på en spadseretur i den ellevte time eller klokken fire om eftermiddagen, hvor det er for sent at tilbagekøbe dagen, og aftenskyggerne allerede er begyndt at blande sig med dagslyset, da har jeg følt det, som om jeg havde begået en synd, jeg måtte gøre bod for… Den vandring, jeg taler om, har ikke noget at gøre med det, man kalder motion, ligesom de syge tager medicin til bestemte tider eller sviner med håndvægte og stole. Hvis I vil have motion, så gå ud og led efter livets kilder. Tænk engang på den mand, som står og svinger et par håndvægte for sin sundheds skyld, medens sundhedens kilder springer lystigt på fjerne enge, han aldrig har søgt. Desuden må I vandre ligesom kamelen, der siges at være det eneste dyr, som tygger drøv under gangen.”

VI MÅ LÆRE AT TYGGE DRØV

At tøve er at tænke, sagde K.E. Løgstrup. Den, der tænker hurtigt, tænker forkert, så vi må lære at tygge drøv. Det hedder på nudansk reflektionskompetence eller tilstedeværelseskompetence. Her kan naturen bruges som en herlig afkobling i en stresset hverdag. Det at tage på skovtur har altid været en glæde for store som små. Dyrehaven i København eller vores lokale sted, Skyttehuset i Vejle, eller Hvidbjerg, har også været flittigt benyttede og herlige fristeder.

Skovens store betydning har været dens rekreative virkning på mennesket. Her træder man på afstand af hverdagen, og sindet falder til ro, meditativt og fordybende. Da jeg selv har været meget vandringsmand og mediteret en del, så driller jeg mig selv ved at skrive på drivtømmer: ”Jeg er begyndt at meditere. Det er også bedre end at sidde og hænge hele dagen”. Eller fremtiden tilhører dem, der står op en time før alle andre”. Eller som John F. Kennedy sagde: ”Tiden er et værktøj. Ikke en sofa!”

BRUG DEN NYE NATURSTI!

Gå en tur på den herlige, nye natursti. Stress af og lad batterierne op. Jeg har for nylig udgivet en bog om” livsmod og langsomhed”, som min kone Pia har illustreret med langsomheds-ord, som vi maler på drivtømmer. Vi holder også udstillinger med forundrings-ord på drivtømmer, og har for nylig lavet små badges med små fyndord som: ”Futsko til alle fartdjævle! Hellere 15 minutter for sent end 15 år for tidligt! – Hvis du lever livet i overhalingsbanen, så er der størst chance for at nå hurtigst frem – til vejs ende! – Livet er ikke en motorvej fra vugge til grav, men en rasteplads i solen. – Jag ikke med mig. Jeg er jo ikke på flugt.”

Disse tænksomme sentenser er alt sammen forsøg på bidrag til en ny fordybelseskultur.

Ved at vandre alene eller sammen kan der åbne sig en helt anden horisont, som overfladelivet i den hektiske hverdag ikke giver. En fordybelseshorisont hvor man opdager det undrende, det spørgende, det tvivlende. Man skal skynde sig langsomt for at nå at blive hurtig færdig. Da stress vokser, og vi er på vej ind i ADHD-samfundet, må mennesket finde mere indre ro i hverdagen, og på en vandretur kan sindet falde til ro og nå en afklaret tilstand, en slags sjælens havbliksstilhed, som søen her lige ved siden af er et billede på. Det kan også være en familieoplevelse med alle lyde, synsindtryk og alle sanser i brug.

Allerede i 1997 blev der søsat et projekt, som hed ”Spor i landskabet” som et fælles projekt mellem friluftsorganisationerne og landbruget om – ad frivillighedens vej – at etablere vandrestier i det åbne land. Disse vandrestier blev kaldt ”sporene”, og ideen med det hele er jo at give befolkningen mulighed for at få ”rå” eller mere direkte og anderledes naturoplevelser og kulturoplevelser. I dag står en lang række organisationer bag, først og fremmest Skov- og Naturstyrelsen, kommunerne samt naturligvis de frivillige lodsejere, som på frivilligt basis etablerer vandrestier på deres jord, skov og/eller åbne land. Der er i tidens løb etableret 141 ”spor” eller naturstier, der til sammen dækker over mere end 550 km vandrestier. Den nye natursti her ved Østengaard giver mulighed for at nyde gratis naturoplevelser takket være samarbejdet mellem myndigheder, interesseforeninger og gæstfrie lodsejere.

NATUR OG KULTUR

Forfatteren Martin A. Hansen udgav i 1952 sit storværk ”Orm og tyr” og skulle i den anledning holde et foredrag i Nordvestsjælland. I annoncen i Holbæk Amts Venstreblad havde der bare sneget sig en trykfejl ind. Der stod, at Hansen ”ville fortælle om orne og tyr”. Med det resultat at områdets bønder strømmede til i forventning om at høre noget om husdyrbrug. Men de fik noget andet end det, de kom efter, nemlig et foredrag om tro, kultur og sammenhængshistorie. Mange af jer her er også sikkert strømmet til i forventning om en god oplevelse her i dag, nemlig muligheden for at beundre naturens store skaberværk hjulpet godt på vej af Vejle Kommune, Naturstyrelsen og lokale lodsejere i fællesskab.

Da jeg havde skrevet talen i går, så troede jeg, at den var færdig, men ideer arbejder tit i det underbevidste, så her til morgen tænkte jeg, at jeg hellere måtte skrive en ny afslutning, så den kommer altså her.

Jeg var selv stien rundt sidste weekend, og det slog mig, hvor meget en vandretur rammer ind i ens erindring om tidligere ture. Da jeg passerede ”dyndlodsområdet” lidt efter, hvor stien begynder længst mod øst, så mindede det mig om barndommens vilde drengeture ud til øde og spændende naturområder, vi ikke havde set før. Når man så kom hjem og forældrene spurgte:” Hvor har du været henne?”, så svarede man: ”Ingen steder”, og når de spurgte: ”Hvad har du lavet?”, så svarede man:” ingenting”. Men vi drenge havde været på rejse som opdagelsesrejsende og stifindere. Vi havde drukket oplevelsen af naturen ind med alle sanser. Det tænkte jeg på, da jeg og min søn sidste weekend gik op mod udsigtstårnet og nød naturen, selv om stigningen er stejl. Da kom jeg i tanker om en slags bjergbestigning, som jeg var leder af for danske højskoleelever sammen med Nils Faarlund fra Naturhøjskolen i Hemsedal. Norsk bjergtindeklub stiftet i 1958 af bl.a. den norske filosof Arne Næss byggede på den tanke, at mennesket ikke skulle besejre bjerget, men lytte til bjergets sjæl.

Jeg tænkte også på udsigtspunktet Himmelpind nogle få kilometer væk, som jeg besøgte som barn. Udsigten fra udsigtstårnet er storslået. Her har du himlen over Vejle ådal, når du lader blikket vandre fra Vejle fjord mod øst over Kongens Kær og Haraldskær og videre mod vest. Skibet hedder skibet, fordi kongeskibet lagde til her i Vejle Ådal, og så gik man over til kongsgården i Jelling. Danmark er verdens ældste kongerige. Vi står på historisk grund.

Når man passerer det store kildevældsområde, så dukker måske billeder op af Trevi-fontænen i Rom eller andre vandspringsanlæg som Tivoli udenfor Rom. Naturstien vil blive oplevet lige så forskelligt, som vi mennesker er forskellige. Hvad vi oplever, afhænger af øjet, der ser, og hvad vi møder tingene med. Når vi møder naturen med nysgerrighed og forventning, så vil naturen åbne sin hemmelighedsfyldte bog for os. Måske bliver naturstien for nogle en kærlighedssti, for andre en samtalesti eller en sundheds- og opladningssti, en motionssti i vandreform eller en familieskovturssti. Måske tænker vi på den sang, som alle kender:

”Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn!

Og lad ved bæk og kilde

Violen blomstre skøn!”

Det er svært at forestille sig en sundere aktivitet end netop vandringen. Den foregår i et tempo, så alle kan finde sin egen rytme og afpasse hastigheden. Man behøver ikke være den sporty type for at vandre, bare man har et par gode sko eller støvler, og så får man alt det andet med, nemlig naturens beroligende virkning på sindet. Man får plejet sin mentale sundhed. Det vidste om nogen den danske filosof Søren Kierkegaard, som i 1847 skriver i et brev til sin svigerinde Sophie Henriette, som havde været syg:” Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til, og går fra enhver sygdom: Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”.

Tillykke til alle med den nye natursti!

                                          Søndag den 10. april 2011

                                           John Engelbrecht, Vejle.